kjnknkn

Absalon ligger i en blykiste i en muret grav, der dækkes af en glat kalksten, ca. 3 meter under det nuværende korgulv. Graven blev åbnet første gang i 1537 i nærværelse af Christian 3., abbed Henrik Tornekrans og den nye lutherske biskop Peder Palladius. Absalon lå i sit bispeskrud, og kongen skulle ifølge Chytræus Danmarkshistorie have givet biskoppen Absalons bispering, der dog afslog og kastede ringen ned i graven.

I 1827 åbnedes graven for anden gang i nærværelse af Frederik 6. og her tog man ringen og en række andre genstande fra graven og udstillede dem i skabet i korets nordmur, og de kan nu ses udstillet i ”Absalonmuseet” under dormitorietrappen i søndre korsarm.

I 1947 blev graven undersøgt for tredje gang af Nationalmuseet. Absalons skelet var nogenlunde velbevaret. Han var kraftig af bygning, og 179 centimeter høj.

Absalons testamente er det ældste testamente i Danmarkshistorien og oprettet kort før Absalon døde som 73-årig i 1201 og er udfærdiget i nærværelse af bl.a. Absalons storebror Esbern Snare og Absalons søstersøn Alexander.

Arvereglerne gav en søn en part, en datter en halvpart og kirken det samme som en datter. Det blæser Absalon på og giver langt størstedelen af sit gods til Sorø Kloster og andre kirker, som Absalon havde haft tilknytning til.

Esbern Snare får dog godset i Fjenneslev, men ellers er det typisk familiære genstande som Absalons arvinger får, som fx: ”Hr. Esbern gav han det sølvbæger, som Hildebrand havde lavet, og det lille bæger, som hans far (Asser Rig) plejede at skåle med og hver af hans sønner fik et af de større sølvbægre.”

Absalon giver også sin rustning, sine fem rideheste, sine kåber og eftergiver en række personer den gæld, de måtte have til ham.

Saxo får eftergivet 2 ½ mark sølv, men skal dog tilbagelevere Sorø Kloster de to (håndskrevne) bøger, han havde lånt.

Og endelig giver han friheden til en række personer, som han køber fri fra trældom.

Gravstenen er hugget i 1536 og må være bestilt af den daværende abbed Henrik Tornekrans og lagt i forbindelse med den første åbning af graven i 1537.

Stenen viser Absalon i messedragt med hovedbeklædningen mitra. Over skuldrene bærer han det y-formede pallium, der sammen med korsstaven i Absalons højre hånd er værdighedstegn for ærkebisper og særlige bisper.

Bueteksten over Absalons hoved:

Absalo(n) · hoc · tegitur · lundensis · marmo(re) · p(ræ)sul ·
Det betyder:
Absalon, den lundensiske ærkebiskop, dækkes af denne marmorsten

Til højre for Absalon:

mcci absalo(n)

hic · sepultus e(st)

Det betyder:

I år 1201 blev Absalon

begravet her

Til venstre for Absalon:
mdxxxvi lapis

hic sculptus est

Det betyder:

I år 1536 blev

denne sten udhugget

Indskriften nederst på stenen:
D(omini) · petrus · & · skelmo · e(pisco)pi · arusien(ses) · neoptes · huius · hic · scplti ·

Det betyder:

Hr. Peder og hr. Skjalm, biskopper i Århus, hans nevøer, er her begravet/udhugget.

Note: Det sidste ord i den latinske tekst, "scplti", er fejlskrevet. Det kan enten læses "sepulti", begravet, eller "sculpti", skulpteret. Man kan kalde det en freudiansk fejlskrivning. For i 1200-tallet blev Absalons slægtninge, de to brødre Peder og Skjalm Vognsen, begravet i Sorø Klosterkirke, men Peders jordiske rester blev senere flyttet til Århus Domkirke, som han havde taget initiativ til. Så i 1536, da Absalons gravsten blev hugget, var det en tilsnigelse at sige, at begge Absalons bispe-nevøer lå begravet her - men de er i hvert fald afbildet.

(kilde vedr. oversættelse: www.cils.dk)