BurgerBurgerCloseClose
ShoppingcartShoppingcartIndkøbskurv

Vænget

Den store hvide ejendom i Søgade rummer i dag stiftelsens administration, kirkegårdskontor, Hauchs Physiske Cabinet og to lejligheder, der udlejes til private.

Bygningen stammer fra 1902, og er opført af kammerherre A.V.H. Groothoff. Inden denne bygning blev opført lå der et hus, som var bygget af amtmand over Sorø Amt, kammerherre Emil Vedel. Da har tog sin afsked, solgte han huset til Groothoff, som ikke syntes bygningen var flot nok. Den blev derfor revet ned og erstattet af den hvide bygning, der ligger i dag. Bygningen var altså privatbolig frem til 1925, hvor den (og naboejendommen) blev solgt til Sorø Akademi.

Der blev nu indrettet køkken i kælderen, spisesal, opholdsrum i stueetagen, samt læsesal, og på førstesalen blev indrettet sovesale og lærerbolig, og fra 1927 kunne derfor 35 (senere 42) drenge fra det, der i dag svarer til 6. til 8. klasse flytte ind og bo på skolen. Tidligere havde elever i de to yngste klasser på skolen boet i pension ude i byen. Vænget fungerede som alumnat frem til 1976, det sidste år som en slags selvstyrende kollegium for de to ældste alumner. Der kom en række nye bestemmelser omkring brandsikring, som gjorde, at der skulle foretages en meget kostbar ombygning, hvis der fortsat skulle bo alumner.

I 1995 flyttede stiftelsens administration til Sorø og ind i lokalerne på 1. sal. Stueetagen rummer Hauchs Physiske Cabinet. Havestuen, som fungerer som mødelokale, er dekoreret med malerier af maleren Victor Haagen-Müller og viser partier fra Akademihaven. Dekorationerne er sat op i 1935.

Som et lille kuriosum kan man stadig se et levn fra alumnetiden. I lokalet ved siden af havestuen er opsat en del små skabe til at udstille forskellige genstande. Disse skabe, som nu har fået glasdør, fungerede tidligere som alumnernes skabe, og var det eneste hver enkelt almune havde af privatliv.

Vænget
Vænget