Meddelelser
På denne side offentliggøres forskellig nyheder og meddelelser om Stiftelsen og dens virksomhed.
Augustinus Fonden yder støtte til istandsættelse og udstilling af maleri


Augustinus Fonden har godkendt en ansøgning fra Stiftelsen Sorø Akademi om støtte til istandsættelse og udstilling af et stort maleri malet af Lucie Ingemann i 1824. Fonden støtter med 250.000 kr.
Lucie Ingemann (1792-1868) var gift med forfatteren B.S. Ingemann. Lucie debuterede med allegoriske blomstermalerier. I samme periode malede hun også hverdagsskildringer af bønder. Fra 1828 begyndte Lucie at male altertavler, som hun gav til kirker i hele landet.
Maleriet, som nu skal restaureres, er meget stort, og måler - med ramme - 320 cm x 190 cm. Det er tilgået Nationalmuseet omkring 1975 og har siden da hængt på malerikonserveringens magasin i Brede. Men maleriet er for stort til, at man fortsat ønsker at opbevare det på magasinet. Maleriet har oprindeligt hængt i Sorø Klosterkirkes kapel, og er skadet af fugt efter mange års ophold i det fugtige ligkapel.
Maleriet repræsenterer på mange måder fru Ingemanns værker både i motiv og farvevalg. Men i modsætning til mange af hendes andre værker, synes dette at have større kvalitet, navnlig hvad angår kunstnerens fine og detaljerede blomstermotiv i maleriets nederste del, som kan komme til at træde tydeligt frem og som vil dominere synsindtrykket. Derfor har maleriet både en kulturhistorisk værdi som dokumentation for datidens valg af motiver til forskønnelse af de danske folkekirker, og maleriet vil også få en høj dekorativ værdi pga. det dominerende og gennemarbejdede blomstermotiv.
Efter restaurering vil maleriet blive udstillet på Sorø Kunstmuseum.
Vinder af arkitektkonkurrence fundet

Projektet er tegnet af Entasis, som forventes at arbejde videre med projektet som totalrådgiver. Den nye samlingssal kommer til at fungere som et fleksibelt mødested for de forskellige institutioner ved akademiet og for eksterne brugere, som byen Sorø i bred forstand vil kunne få gavn af.
Endnu en ny skovfoged ansat

Stiftelsen Sorø Akademi har pr. 1. marts ansat endnu en ny skovfoged som led i sit generationsskifte. Den nye skovfoged er Christian Karsholt som er uddannet Skov- og Landskabsingeniør, og tidligere har været ansat i både Skovdyrkerne, Dalgas og senest hos en privat skovadministration, hvor Christian har varetaget skovbruget på forskellige ejendomme.
Ny skovfoged ansat

Stiftelsen Sorø Akademi har pr. 1. september ansat Peder Neerup Madsen som ny skovfoged. Peder er uddannet Skov- og Landbrugsingeniør og kommer fra en stilling som leder af Vej, Park og Trafik i Sorø Kommune. Inden da har Peder været skovfoged på Aalholm Gods.
Ridning i Bromme Skov

Nye retningslinier vedr. ridning i Bromme Skov. Kort med indtegnede ridestier kan hentes her.
Samtidig gøres opmærksom på, at ridning i grusgraven ikke er tilladt.
MTB kørsel uønsket i Suserup Skov!

Suserup Skov er et unikt stykke skov – enestående for det nordvesteuropæiske lavland. Skoven henligger urørt, og administreres af Stiftelsen Sorø Akademi og et udvalg, som sammen koordinerer de videnskabelige aktiviteter og den forskning, der foregår i skoven. Urørt skov betyder, at skoven passer sig selv. Træer ligger, hvor de nu engang er faldet. Der ryddes ikke op og gøres tilgængeligt, som i en konventionel dyrket skov. Det betyder også, at færdsel i Suserup Skov sker på skovens præmisser. Der er lavet en såkaldt trampesti, som til gengæld fører rundt i hele skoven. Man må ikke gå uden for denne sti. Større grupper skal søge om tilladelse til besøg.
Det giver derfor også sig selv, at færdsel på MTB under ingen omstændigheder er foreneligt med en naturskov, hvor der ikke må fjernes stammer, som ligger på tværs af trampestien eller køres uden for stien.
Færdsel på MTB er kun tilladt i Grydebjerg Skov og Bromme Plantage.
Restaurering af Sorø Klosterkirke

Det er et omfattende restaureringsprojekt, der venter i Sorø. Udskiftning og reparation af kirkens tag og restaurering af kalkmalerier skal bidrage til at sikre kirkens store kulturhistoriske værdi for eftertiden – og glæde de mange kirkebrugere.
Læs hele pressemeddelelsen her.
Klik her og få et overblik over kirkens historie, samt de nu påtænkte arbejder ved den forestående renovering.